Hvilken weekend!

Sikke en dejlig weekend! Det er første gang jeg har deltaget i Haveselskabets “Havefestival”. Jeg har vist ikke haft så mange besøgende i min have og på værkstedet, siden jeg deltog i en af Søren Ryges udsendelser.

Det var fantastisk at være vært for så mange have-interesserede mennesker og munden stod vist ikke stille på mig et øjeblik.

Mange var også inde og vende i butikken, og der er tømt godt ud på hylderne her til aften.

Særlig mine terracotta potter var der rift om. I det tidligere blog-indlæg viste jeg dem under tørringsprocessen, her ser du dem færdigbrændte.

Terracotta-krukker

Gæsterne havde mulighed for at købe en af mine porcelænskopper med kaffe i og en lækkerbidsken af en hjemmebagt muffin til.

Da flere spurgte efter opskriften, lovede jeg at lægge den ud på min blog, så her kommer den:

lækre æblemuffins, og porcelænskopper

 

Æblemuffins med hasselnødder

10-12 stk.

5-6 grønne kardemommekapsler

½ dl. Koldpresset rapsolie

¾ dl. yoghurt

140 g. sukker

75 g. brun farin

50 g. finthakkede hasselnødder

140 g. hvedemel

½ spsk. stødt kanel

1 knsp. fint salt

2 tsk. bagepulver

2 æg

400 g. æbler: gråsten, belle de
boskoop, cox orange eller Inge Marie (jeg anvendte Discovery, og det gik strålende)

Tag kardemomme frøene ud
af kapslerne, rist frøene let på en tør pande og knus eller stød dem til et
fint pulver i en krydderi-kværn eller morter. Rør rapsolie, yoghurt, sukker og
brun farin grundigt sammen i en skål, og rør de finthakkede hasselnødder i.
Sigt mel, salt og bagepulver sammen, og rør æggene i yoghurtmassen et ad gangen
skiftevis med der tørre ingredienser. Befri æblerne for kernehuset, men behold
skrællen på, og skær dem i små tern. Vend æbleternene i dejen, og hæld dejen i
10-12 muffinsforme, som i forvejen er penslet med rapsolie og drysset med lidt
sukker og raps i bunden. Et godt tip er at sætte 2 forme oven i hinanden, så holder kagerne formen bedre, uden at flyde ud.

Bag dine æblemuffins ved
180 g. i ca. 20 min, til en strikkepind kan stikkes i kagerne og trækkes ud
igen, uden at der sidder dej på den. Lad kagerne hvile lidt, vend dem ud of
formene og lad dem køle helt af på en bagerist.

Til allersidst en lille service-meddelselse: Flere spurgte om navnet på en specielt smuk geranium jeg har i haven. Jeg fik vist i forvirringen sagt til et par stykker at den hedder Patricia. Det er noget værre sludder, for navnet er Salome.

Salome

Mange hilsner fra Helle

 


 

 

Kom til havefestival og 3xK

Vil du se min have?

Så er du velkommen i weekenden.

Lørdag d. 20/8 og søndag d. 21/8 begge dage fra kl. 11-16.

For første gang deltager jeg i Haveselskabets “Havefestival” I den kommende weekend og 9 dage frem, åbner haveejerere landet over deres haver for andre haveentusiaster. Det er første gang jeg har tilmeldt mig dette arrangement, og jeg glæder mig!

I en hel weekend skal jeg tale med andre haveelskere om haveglæde, ynglingsstauder, haveindretning og meget meget mere!

Og hvad betyder så 3xK?

Jo, det betyder da hjemmebagt Kage, gourmet Kaffe og hånddrejet porcelæns Kop for 99,-

Har du lyst til en kop kaffe under havebesøget, servere vi en rigtig god kop kaffe med hjemmebagt kage til. Kaffen serveres i en kop, jeg har fremstillet til lejligheden.

Jeg lover jeg nok skal få både brændt og glaseret dem inden på lørdag.

Når du har drukket kaffen, er koppen din til evigt eje.

Mine kopper koster normalt mellem 150 og 200,- men jeg vil gerne give dig mulighed for at prøve hvor dejligt en kop kaffe smager af en smuk kop. Jeg synes kaffe smager af den kop den serveres i – jo smukkere kop – jo bedre kaffe.

Ok indrømmet, jeg er nok lidt fagidiot…. Det er ikke videnskabeligt dokumenteret – så test selv.

Terracottapotter

Når nu det er havefestival har jeg drejet en hulens masse terracottapotter.

Her står de til tørre på værkstedet. Når de er brændte vil de være svundet 10% og skiftet farve til lys terracotta. Det er dette ler der giver den smukkeste patina på urtepotterne.
Hylderne i butikken er selvfølgelig fyldt med udsmykningssten, brugsting i porcelæn, fuglefoderhuse og meget andet.

Ses vi i min have?

Lørdag d. 20/8 og søndag d. 21/8 begge dage fra kl. 11-16.

Rådvedvej 88, 8700 Horsens.

Venlig hilsen

Helle Nørby