Hvad går jeg egentlig og roder med på værkstedet…?

 

 

Jeg må erkende at arbejdet på værkstedet og i haven kommer i første række og blogindlæggene bliver nedprioriteret på det skamligste.

Tak fordi du stadig holder ved og læser med, selvom der er mere end langt mellem snapsene!

Jeg har næsten glemt hvordan jeg gør herinde i kontrolpanelet. Hvordan jeg uploader indlæg og om det bliver en opskøn oplevelse at læse indlægget -ja det vil tiden vise…Nu prøver jeg.

Det jeg har på hjertet er at vise nogle af de opgaver jeg har arbejdet med det sidste års tid. Der kommer et par eksempler i dette indlæg, og så er intentionen at bliver bare lidt bedre – måske meget bedre, til at gå ind fra værksted/haven og sætte mig ved tasteturet.

Jeg bor på landet -sådan rigtig på landet. 7 huse og 4 bondegårde er vel stort set størrelsen på Lundumskov. 5 marker væk ligger nabobyen Lundum. Den er større, har flere veje, har haft både brugs og frysehus. Og har  stadig et -skole-busstoppested.

Stoppestedet var et trist midtpunkt i byen. Da både kommune og landsbyråd spyttede i næverne, kom der et nyt og fint stoppested ud af det. Landskabsarkitektens idé om nogle solcellelamper i belægningen var beboerne nu ikke helt tændt på. Det er så her mine udsmykningssten kom ind i billedet, som alternativ til lamperne.

Med udgangspunkt i foreslag fra beboerne udvalgte jeg nogle motiver, der kendetegner Lundum: Kirken, forsamlingsshuset, fiskesøen, stendyssen, sportspladsen osv osv.

Sten til Lundum busstoppested
I det specialfremstillede betondæk er der gjort plads til udsmykningsstenene

Stoppestedet blev indviet med både tale fra kommunen og landsbyrådet, harmonikaspil, snoreoverklipning og is og pølser i forsamlingshuset.

Snoren klippes over af et par børn fra byen
Snoren klippes af et par børn fra byen

Rundt om stoppestedet er der plantet bøgepur. Det bliver smukt når det vokser til.

 

bøgepur omkranser stoppestedet
bøgepur omslutter stoppestedet

 

En anden god opgave var til en privat have: en kedelig og nøgen gavl trængte til noget personality. Ejeren havde en idé om nogle sommerfugle der flyver i ring.

Det var en sjov proces hvor ejeren lavede et oplæg, som jeg arbejdede videre med.

Her er et foto fra afsløringen -Jeg synes det pyntede gevaldigt på den gavl!

4 sommerfugle og en guldsmed i ringflyvning på gavlen

Sådan skrev Irma til mig:

Hej Helle,

Vi har haft en dejlig fest i går og alle syntes at dekorationen på vægen var meget køn.

Så tak for smukt arbejde. Murer Stidsen himself sat keramikfliserne ind i vægen, og der sidder de nok indtil huset bliver revet ned(efter vores tid.) Vi er rigtigt glade for den.

Hav en god sommer

Irma

PS her er billedet fra afslørings øjeblikket.

 

Det er da til at blive Så glad af:)

Rigtig god weekend -forhåbentlig byder den på vejr til lidt havekratteri.

mange hilsner fra Helle

 

 

Helleborus Festival hos gartneriet Spiren

På fredag pakker jeg min gamle Volvo med udsmykningsstensten og andre lækkerier og kører til Skælskør for igen i år at deltage i Helleborus-festivalen.

Det er næsten blevet en tradition. Jeg veksler ellers lidt mellem de forskellige haveudstillinger, men jeg synes det er sådan et hyggeligt arrangement, så det vil jeg ikke undvære.

Helleborus Festival i den kommende weekend

16/3 -17/3 begge dage kl. 10-16
Fornetoftevej 10, Stignæs, 4230 Skælskør.

Jeg har, som altid, lidt af hvert med, men i år også noget nyt: Nogle små vaser jeg kalder Helleborus-stilke. I skrivende stund er jeg ved at brænde dem, og de er vel omk. 750 grader varme lige nu. Derfor kan jeg ikke vise dig et foto, men jeg tror de bliver rigtig gode, og jeg glæder mig til at præsentere dem for første gang og høre reaktionerne på dem!

Hør også inspirende foredrag

I år er det Stig Lauritzen fra Paradehuset, der åbner ballet med et inspirerende foredrag. Læs mere her.

Du vil bl.a. også kunne møde blomsterdekoratør Claus Pedersen (efter min mening en af landets dygtigste) fra Munkhus Blomster og Binderi. Haveselskabet sælger kaffe og kage og fortæller naturligvis om Haveselskabet.

Ses vi?

/Helle

Kik mig over skulderen og se hvordan mejsekugletagene bliver til

I den sidste uges tid har jeg drejet mejseklokker til den store guldmedalje, så jeg håber der er nok til alle, der vil bruge dem til julegaver.

Billeder fra værkstedet

Jeg har taget en lille billedserie af arbejdsprocessen.

Mejsekugletagene bliver først drejet som små skåle


Når de er blevet, det vi keramikere kalder, ”læderhårde” vendes de om og sættes på drejskiven igen, og jeg former den lille skål til en bred kegleform, ved at dreje foden af.

Foden drejes af


Derpå drejer jeg et hul i toppen til ophænget

Og til slut tegner og stempler jeg motiverne i

Mejseklokkerne brændes første gang (forglødning), glaseres og brændes en sidste gang inden jeg monterer ophænget, og så kan jeg pakke dem i rustikke specialdesignede æsker.

Jeg vedlægger en lille madpakke til fuglene, så man straks kan tage dem i brug og servere fuglenes mad på et ”sølvfad”. Der følger selvfølgelig også  ophæng med.

Har du fået lyst til at købe mejsekugle-tage finder du dem i shoppen.

 

Havedag hos Birgitte Hasholt

I den kommende weekend forlader jeg min egen have og tager til Fyn, hvor jeg er med til at arrangere Havedag i Birgitte Hasholt’ have.

Søndag den 9. september 2012 kl. 10–17

– Vi gentager succes’en fra sidste år og holder den intime og hyggelige havedag hos forfatter og haveskribent, Birgitte Hasholt, der også er kendt fra TV2’s regional TVFyn.

Udover os 5 kvinder, der arrangerer dagen Helle Rask (lækkert haveudstyr), Janne Fuglsang (havearkitekt), Birgitte Hasholt (havebog, blomsterløg m.m.), Marlene Muxoll (stauder og buske) og mig selv (belægningssten, keramikskåle- og kopper, plantepinde o.m.a.), vil der være andre udstillere med salg af havebøger, pil, buketter, plantestativer, fuglebade m.m.

Desuden kan du møde forfatter Birgitte Husted Bendtsen, der sælger og signerer sine to fremragende bøger “Storkenæb – bogen om Geranium” og “Phlox – bogen om floks til haven” samt Birgitte Svennevig med sin smukke og uddybende bog “Gamle Danske Frugtsorter”.

Programmet ser således ud:

10.30: Praktisk Økologi: Den økologiske Have
11.00: Forfatter Birgitte Husted Bendtsen: Storkenæb i haven – hvilke typer hvor?
11.30: Staudefeen/Marlene: Hvordan laver du et nyt staudebed (for nybegynderen)?
12.30: Birgitte Hasholt: Haven, drivhuset og høns og geder til husbehov
13.15: Janne Fuglsang og Helle Nørby: Sammenhæng i haven
14.30: Jens Juul: Kompost i stedet for CO2-tung kunstgødning – hvordan man klarer sig uden pesticider
15.00: Psykolog Anne Dorthe Hasholt: Introduktion til mindfulness i haven inklusiv en kort øvelse

Venlig hilsen

Helle Nørby

Og vinderen er ….

Tak til alle gæster og kunder, der trodsede vandkaskaderne, og kom på havevisit. Det var et fantastisk hyggeligt åben-have-arrangement.

Heldigvis var der ophold i vejret, så nogle af gæsterne kunne sidde udenfor og nyde kage og kaffe.

Se lige den smukke kage jeg fik lavet til arrangementet forrige weekend.

Og vinderen er …

Jeg udstedte en konkurrence blandt de, der købte sten i weekenden.
Jeg gætter på, der er mange, der venter spændt på om de nu skulle være den heldige….
Den heldige vinder af en udsmykningssten i chaussestensformat er:

Anne Andersen
Markskellet 26
7400 Herning

Haven står i sensommerflor

– og jeg har skvalderkål på hylderne…

Vil du se min have, så er du velkommen i weekenden.

Lørdag d. 25/8 og søndag d. 26/8 begge dage fra kl. 11-16.

Er du nysgerrige efter at vide hvorfor jeg pludselig er begyndt at tegne skvalderkål, så læs med her. Hvis ikke, springer du bare ned i bunden af nyhedsbrevet, til flere facts om weekendens arrangement.

Vil du helst være fri for skvalderkål og andet ukrudt i belægningen, har jeg naturligvis hylderne tæt pakket med sten med alle mulige andre motiver. Der er også en del andre nyheder.

Lodtrækning om en sten i chaussestensformat

Køber du sten af mig i weekenden, deltager du samtidig i lodtrækningen om en valgfri sten i chaussestensformat. Vinderen får direkte besked, og jeg giver også besked i det næste nyhedsbrev.

K+K+K

Hjemmebagt Kage + gourmet Kaffe + hånddrejet porcelæns Kop for 99,-

Har du lyst til en kop kaffe under havebesøget, servere vi en rigtig god kop kaffe med hjemmebagt kage til. Kaffen serveres i mine hånddrejede unikke porcelænskopper.

Når du har drukket kaffen, er koppen din til evigt eje.

Mine kopper koster normalt mellem 150 og 200,- men i weekenden har du mulighed for at prøve hvor dejligt en kop kaffe smager når den drikkes af en smuk kop. Jeg synes kaffe smager af den kop den serveres i – jo smukkere kop – jo bedre kaffe. (Det er 3. gang jeg servere K+K+K, når jeg holder åben/ have og værksted, og mange er faktisk begyndt at samle på kopperne.

Ses vi i min have?

Lørdag d. 25/8 og søndag d. 26/8 begge dage fra kl. 11-16.

Rådvedvej 88, 8700 Horsens.

Venlig hilsen

Helle Nørby

 

Historien bag skvalderkålsmotivet

I foråret havde Kvindeligt Litteraturselskab i Horsens besøg af Ghita Nørby og roseneksperten Torben Thim i anledning af deres nye bog: ”Ghitas Roser”

Jeg skulle lave et par udsmykningssten til dem som tak for deres optræden.

Jeg gik som katten om den varme grød, og kunne ikke finde ud af HVILKEN rose jeg skulle dekorere deres sten med… Det skulle være en ynglingsrose, og samtidig også en, der egner sig til at gengive keramisk. Pludselig virkede det frygteligt banalt og nærmest blasfemisk at gengive noget så underskønt… Jeg fik præstationsangst!

Alt faldt på plads, da jeg fik jeg øje på bogens undertitel: Smil til dit skvalderkål” De skulle da have skvalderkål… skulle de!

Du kan også få skvalderkål i belægningen

Jeg har lavet et lille antal skvalderkålssten, som du kan få fingrene i, i weekenden, så kan du få styr på dit ukrudt: Skvalderkål i belægningen – ikke i bedene!

Fem min. smil og glæde i aften – og mere smil og glæde i weekenden

Tv i aften og Havefestival i den kommende weekend.

Havefestival

Haveselskabet har igen i år arrangeret Havefestival, hvor det er muligt at besøge over 300 forskellige haver landet over. Haverne er lige så forskellige som deres mennesker. Læs mere om havefestivallen her

Havefestival 2011

– Min er intens, frodig og farvemættet. Nu hvor jeg er kommet mig over at mange af mine pæoner er gået i opløsning af al den regn, vi har fået den sidste uges tid, ser jeg, at der heldigvis er mange ”regnfaste” blomster imellem.

En regnfast peon i min have

Søren Ryge

Jeg vil bruge de næste par dage på at gøre haven fin og præsenterbar.
Dog skal jeg se fjernsyn i aften.
– En halv time fra 20.30 til 21.00 på DR1, Søren Ryge Direkte.

5 minutters smil og glæde

Som du måske husker, lavede jeg et solur til ham for nogle år siden. Det har han splittet ad og brugt til noget HELT andet. Kik med – og, som Søren  skrev til mig, nyd 5 min. smil og glæde!

Nå, men tilbage til Havefestivallen.

Lørdag d. 23/6 og søndag d. 24/6 kl. 11-16 holder jeg både have og butik åben.

Jeg glæder mig til at byde velkommen til en hyggestund med havesnak. Jeg servere lækker kage og gourmetkaffe af mine porcelænskrus.

Butikken bugner af udsmykningssten og andet godt.
Forelsker du dig i nogle af mine blomster, har jeg et lille udvalg af mine favoritter til salg.

Violstjerner i min have

Besøg mit værksted

Har du ikke mulighed for at besøge mig i weekenden er du som altid velkommen til at besøge mig på værkstedet, bare du ringer først, så du ikke kører forgæves.

 

Ring mig op på 50919593 eller send en mail mail@byhellenoerby.com, så er du sikker på at træffe mig.

Du kan også kikke forbi shoppen i cyperspace, hvor du finder hele mit sortiment med udsmykningssten, gaveideer til have og hjem samt gavekort.

Venlig hilsen

Helle Nørby