Hvad går jeg egentlig og roder med på værkstedet…?

 

 

Jeg må erkende at arbejdet på værkstedet og i haven kommer i første række og blogindlæggene bliver nedprioriteret på det skamligste.

Tak fordi du stadig holder ved og læser med, selvom der er mere end langt mellem snapsene!

Jeg har næsten glemt hvordan jeg gør herinde i kontrolpanelet. Hvordan jeg uploader indlæg og om det bliver en opskøn oplevelse at læse indlægget -ja det vil tiden vise…Nu prøver jeg.

Det jeg har på hjertet er at vise nogle af de opgaver jeg har arbejdet med det sidste års tid. Der kommer et par eksempler i dette indlæg, og så er intentionen at bliver bare lidt bedre – måske meget bedre, til at gå ind fra værksted/haven og sætte mig ved tasteturet.

Jeg bor på landet -sådan rigtig på landet. 7 huse og 4 bondegårde er vel stort set størrelsen på Lundumskov. 5 marker væk ligger nabobyen Lundum. Den er større, har flere veje, har haft både brugs og frysehus. Og har  stadig et -skole-busstoppested.

Stoppestedet var et trist midtpunkt i byen. Da både kommune og landsbyråd spyttede i næverne, kom der et nyt og fint stoppested ud af det. Landskabsarkitektens idé om nogle solcellelamper i belægningen var beboerne nu ikke helt tændt på. Det er så her mine udsmykningssten kom ind i billedet, som alternativ til lamperne.

Med udgangspunkt i foreslag fra beboerne udvalgte jeg nogle motiver, der kendetegner Lundum: Kirken, forsamlingsshuset, fiskesøen, stendyssen, sportspladsen osv osv.

Sten til Lundum busstoppested
I det specialfremstillede betondæk er der gjort plads til udsmykningsstenene

Stoppestedet blev indviet med både tale fra kommunen og landsbyrådet, harmonikaspil, snoreoverklipning og is og pølser i forsamlingshuset.

Snoren klippes over af et par børn fra byen
Snoren klippes af et par børn fra byen

Rundt om stoppestedet er der plantet bøgepur. Det bliver smukt når det vokser til.

 

bøgepur omkranser stoppestedet
bøgepur omslutter stoppestedet

 

En anden god opgave var til en privat have: en kedelig og nøgen gavl trængte til noget personality. Ejeren havde en idé om nogle sommerfugle der flyver i ring.

Det var en sjov proces hvor ejeren lavede et oplæg, som jeg arbejdede videre med.

Her er et foto fra afsløringen -Jeg synes det pyntede gevaldigt på den gavl!

4 sommerfugle og en guldsmed i ringflyvning på gavlen

Sådan skrev Irma til mig:

Hej Helle,

Vi har haft en dejlig fest i går og alle syntes at dekorationen på vægen var meget køn.

Så tak for smukt arbejde. Murer Stidsen himself sat keramikfliserne ind i vægen, og der sidder de nok indtil huset bliver revet ned(efter vores tid.) Vi er rigtigt glade for den.

Hav en god sommer

Irma

PS her er billedet fra afslørings øjeblikket.

 

Det er da til at blive Så glad af:)

Rigtig god weekend -forhåbentlig byder den på vejr til lidt havekratteri.

mange hilsner fra Helle

 

 

Historien bag skvalderkålsmotivet

I foråret havde Kvindeligt Litteraturselskab i Horsens besøg af Ghita Nørby og roseneksperten Torben Thim i anledning af deres nye bog: ”Ghitas Roser”

Jeg skulle lave et par udsmykningssten til dem som tak for deres optræden.

Jeg gik som katten om den varme grød, og kunne ikke finde ud af HVILKEN rose jeg skulle dekorere deres sten med… Det skulle være en ynglingsrose, og samtidig også en, der egner sig til at gengive keramisk. Pludselig virkede det frygteligt banalt og nærmest blasfemisk at gengive noget så underskønt… Jeg fik præstationsangst!

Alt faldt på plads, da jeg fik jeg øje på bogens undertitel: Smil til dit skvalderkål” De skulle da have skvalderkål… skulle de!

Du kan også få skvalderkål i belægningen

Jeg har lavet et lille antal skvalderkålssten, som du kan få fingrene i, i weekenden, så kan du få styr på dit ukrudt: Skvalderkål i belægningen – ikke i bedene!

Se med fingerne

Jeg har travlt på værkstedet. Lige nu mest med prøver til et par større opgaver, som jeg vender tilbage til når der er noget at fotografere. Den ene af dem handler om fugle:)

I efteråret afsluttede jeg nogle sjove opgaver. En af dem var nogle klinker til en “sansebænk” til en institution.

Trædæk med keramiske “sanseklinker”

Som du kan se, udskiftes små stykker af brædderne med keramiske klinker med forskellige sanseoplevelser. ru/glat, buler/fordybninger og forskellige former børnene kan lade fingrene løbe rundt i.

fingeren løber gennem den bugtede rille i klinken.

Lækre belægninger

De fleste af mine kunder bruger mine udsmykningssten til at lægge ned imellem beton- eller granitsten.

14x21-sten, nedlagt i en belægning af betonsten i herregårdsformat

Indimellem bliver udsmykningsstenene også brugt til nedlægning mellem smukke klinker fra fra f.eks. Petersen Tegl

10x10cm sten blandt klinker fra Petersen Tegl

Nogle kunder har helt specielle ønsker om både format og motiv.

Marie-Louise Paustian fra Fyn bad mig fremstille sten i formatet 7x9cm. Det er de hidtil mindste sten jeg har lavet. Motiverne skulle være sommmerfugle og æbleblomster. Æbleblomster fordi de skal matche æbletræerne der omkranser belægningen. Marie-Louise har en vidunderlig romantisk have på Fyn og i øvrigt tegner hun haver, har en web-shop med havetilbehør OG har skrevet “Den frodige Have” og adskellige haveartikler til haveblade.

Jeg elsker den slags opgaver, at kunne indfri en drøm om noget helt specielt og meget personligt, er så inspirerende!

Lille sten med æbleblomst i selskab med klinker fra Pedersen Tegl

Sandsten er endnu en af de mere eksklusive belægninger. Havearkitekt Tove Hede har i forbindelse med bolig og tegnestue en helt fantastisk demonstrationshave. Her viser hun både eksempler på belægninger udført i natursten fra hendes firma Sandstone og mange rigtig sjove og inspirerende haverum.

Jeg har en del af mine sten lagt ned i de forskellige belægninger og du er velkommen til at besøge haven i Sorø efter aftale med Tove Hede se www.sandstone.dk for kontaktinformation

30x30-sten med vintergækker i sandstensbelægning

Den mørke sten med vintergækkerne passer perfekt til både belægningen og pæretræets blomster.

I morgen skal jeg tømme min ovn og i den har jeg bl.a. nogle aflange klinker, der skal nedlægges i et trædæk. Jeg glæder mig til at se det færdige resultat, er spændt på hvordan udsmykningsstenene virker i et trædæk -tror nu det bliver flot!

Hvis du går med nogle ideer til en udsmykningssten i et specielt format, eller et særligt motiv, er du velkommen til at kontakte mig.